fredag den 20. november 2015

Medarbejderdag på Houens Odde

Medarbejderdagen er en dag som afholdes én gang om året, hvor samtlige ansatte i KFUM-Spejderne er inviteret. Det gælder både fuldtidsansatte, deltidsansatte og projektmedarbejdere. Derfor var os GEÅ'er også med.

Sammenhæng

Temaet for dagen var sammenhængskraft, altså hvordan vi kan få organisationen til at hænge bedst muligt sammen, selvom vi er spredt udover Danmark. Derfor havde vi besøg af Henrik Andersen fra Job og Trivsel, som til daglig arbejder med rådgivning af virksomheder og private. Henrik holdt et oplæg om de faktorer som spiller ind, i forhold til at virksomheden føler sig som en samlet enhed. Dette gjorde han ud fra en række forskellige områder, som er vigtige at huske i det daglige arbejde.

Korpset

Udover temaet om sammenhæng, bød dagen også på en update omkring korpsets situation og hvad der rør sig, samt god mad og socialt samvær med kollegaer som vi ikke nødvendigvis ser til daglig. Da alle københavnerne var taget hjem besluttede nogle af os ansatte på Houens Odde os for, at slutte aftenen i kælderen med et spil pool, nu hvor vi har muligheden for det på centeret.

//Andreas

tirsdag den 10. november 2015

Tunesere besøg på i København


Her er lige et lille opslag fra København. I mens Andreas og Katrine nød deres sidste dage i det eksotiske Portugal, fik vi fint besøg i Danmark.

Vi havde fornøjelsen af at have besøg af de to tunesere Fadwa og Maher i forbindelse med projektet FLOW. Her var spejdere fra vidt forskellige steder i Danmark samlet på Spejdercenter CPH for at høre om FLOW. I løbet af eftermiddagen kom de med gode input til hvordan Future Leaders Of the World skal se ud og formes i fremtiden.




Det var rigtig fedt at høre om hvordan spejderarbejdet har gjort en forskel i Tunesien, men også i Danmark, samt at se frivillige med mod på at bære projektet videre, så vi kan rykke verden - bare en lille smule mere. Efter dette fine møde, har de dygtige medarbejdere bag FLOW i samarbejde med Fadwa og Maher, brugt hele sidste uge på at få en helt masse formalias på plads til det fremtidige FLOW Projekt.















Kiki, Peter og jeg havde en hyggelig eftermiddag med Maher og Fadwa, hvor vi viste dem rundt i København, hvilket der lige kom et lille selfie ud af.
















Fadwa og Maher er nu fløjet hjem igen til det varmere Tunesien, mens resten af os er blevet hjemme i kulden.

// Maria








fredag den 6. november 2015

International Uddannelse



Panorama fra toppen af Porto
Foto: Andreas Larsen
Klokken er 10, mandag d. 26/10 og jeg står i Københavns lufthavn sammen med Katrine, som er GEÅ-Kommunikation på Spejdercenter CPH. Her venter vi på at mødes med en af organisationens frivillige, for at tage afsted mod Portugal.
Vi er dog ikke blot på vej til Porto for at hygge os og slappe af. Foran os ligger der en uges uddannelse i alt fra forandringsledelse og rekruttering, over spirituel udvikling, til sociale medier og marketing. Hvert år afholder WOSM & WAGGGS i fællesskab en uges seminar et sted i Europa. Seminaret hedder "The Academy" og oplægsholderne til de mange forskellige sessions er hentet fra hele Europa til at undervise i lige præcis dét de brænder for.

Åbningsceremoni uden uniformer grundet forsinket bagage.
Foto: The Academy
Desværre gik det ikke helt problemløst for os at komme til Portugal. Vores fly fra København var en time forsinket hvilket gjorde, at vi kun havde 15 minutter fra vi landede i Bruxelles til vi var på vej mod Porto med det næste fly. Det betød dog også, at vores bagage strandede i Bruxelles og derfor ikke ankom til vores hotel i Porto, før vi var tilbage fra åbningsceremonien tirsdag aften.
Vi var fløjet til Portugal en dag tidligere end seminaret startede og kunne derfor bruge det meste af tirsdagen på at udforske denne gamle og dejlige by for at se, hvad den havde at byde på.

Sé Catedral, et af Portugals ældste monumenter.
Foto: Andreas Larsen
Portugal at night, med en oplyst Dom Luís I bro i midten.
Foto: Andreas Larsen
Onsdag morgen startede de første sessions. Katrine og jeg havde begge tilmeldt os en session med titlen "Planning and Implementing Successful Marketing, Branding, Communication and PR Strategies". Trods den lange og noget indviklede titel var det en enormt god session med to aktive og engagerede facilitatorer, som holdt os interesserede gennem alle tre timer. Vi fik også begge to en del med hjem vi kan bruge i vores daglige arbejde på både Houens Odde og Spejdercenter CPH.
Heldigvis fortsatte alle mine sessions hele ugen igennem med at være på samme niveau som den første, så jeg føler jeg har fået en del ny viden og har en masse gåpåmod til at komme igang med at bruge de ting jeg har lært. Både direkte i mit daglige arbejde, men også gennem videregivelse af læringen gennem forskellige workshops jeg forhåbentligt kan komme til at sætte mit præg på gennem resten af min tid som GEÅ.


Både Powerpoint og flipcharts blev flittigt brugt af alle facilitatorer, i samspil med forskellige gruppeøvelser.
Fotos: Andreas Larsen
Udover alt den nye læring, bød ugen også på en masse sociale arrangementer, afholdt af værtsholdet fra Portugal. Der var blandt andet åbningsceremoni på et af portvinshusene, portugisisk aften med både dans og sang, international aften med mad, drikke og kultur fra hele Europa, samt ikke mindst en afslutningsceremoni med forskellige indslag og taler.

Finske spejdere klædt ud til halloween på seminarets sidste aften.
Foto: Andreas Larsen
Efter en uge som denne er jeg igen blev fyldt med energi og mod på spejderarbejdet. Det har været helt vildt at se, hvor forskelligt vi gør i de forskellige lande, men også vildt lærerigt at høre, hvad der virker udenfor Danmarks grænser. Derudover har engagementet fra alle de fantastiske facilitatorer givet mig ny inspiration til, hvordan man aktivt kan inddrage deltagerne i undervisningen gennem små øvelser og korte lege.
Gennem hele The Academy var der et gennemgående tema; Handel. Derfor fik vi hver aften en lille medaljon som bevis på hvis vi havde lært noget nyt. Disse medaljoner skal huske os på, at vi skal gå hjem og dele vores viden med spejdere fra vores hjemland, så de også kan få glæde af alle de lærerige sessions der blev afholdt på seminaret.
Vi gav vores viden videre, sammen med drikkepengene på seminarets sidste aften.
Solnedgang over Porto og Atlanterhavet.
Fotos: Andreas Larsen
Nu vil jeg slutte her, så jeg kan komme ud og dele ud af min nyligt tilegnede viden!

//Andreas